ALM MELORM - PASNINGSANVISNING

BAGGRUND

Den almindelige melorm (Tenebrio molitor), også kaldet melbille, er vel nok det bedst kendte eksempel på levende foder til dyr. Næsten alle mennesker har hørt om dem, men der er dog nogle, som faktisk ikke har set dem.

Den almindelige melorm tilhører familien "skyggebiller" (Tenebrionidae) hvor også den lille melbille (mikroorme/buffaloes)  og kæmpemelorme hører hjemme.

Melbillen er udbredt over det meste af verden. Den er nok ret sjælden i vild tilstand, hvor den oprindeligt har levet af forskellige frø eller frørester i fødevarelagre oprettet af dyr (gnavere og fugle mm). Men også døde, indtørrede dyr kan indgå i kosten. I dag findes den engang imellem som skadedyr i menneskeskabte lagre af korn eller andet, samt i brødfabrikker eller møllerier mm. Måske også steder hvor korn, mel eller gryn længe har henstået glemt i en kælder eller på et loft.

Melbillen er derimod nok det mest opdrættede foderinsekt verden over. Alle med blot den mindste smule flair for dyrepasning vil være istand til at holde en kultur af melorme kørende i lang tid. Det kræver blot en passende æske eller syltetøjsglas, noget hvedeklid og et lille stykke frugt eller grønsag i ny og næ.

UDVIKLING

Melbillen har samme type udvikling som andre biller, og som sommerfugle, fluer og hvepse. Der er 4 udviklingstrin: æg, larver (melorme), pupper og voksne biller (kaldes også melskrubber).

I forbindelse med opdræt kan melbillen gennemføre 2-3 generationer om året, men i de små private opdræt skelner man ikke mellem generationer. Her kører kulturen i en glidende udvikling med små og store larver samt pupper og voksne i en blandet tilstedeværelse. Så piller man blot lidt larver fra til foder efter behov. Melorme er utrolig hårdføre og kan faktisk gennemføre hele udviklingen til voksen uden at stifte bekendtskab med våd føde. Det går dog så meget langsomt og det kan godt tage 3-6 måneder at nå voksenstadiet. Melormens hud er vist tæt på at kunne udnævnes som den mest vandtætte larvehud blandt insekterne. Derfor kan man godt glemme sin kultur i flere måneder uden at den går helt i stå, dog vil ynglebestræbelserne stoppe.

Den voksne bille lægger æg i klid eller mel, og oftest bliver æggene klistret fast til en overflade (side eller bund, eller ægbakke mm). De klækkes efter et par uger og de nyklækkede larver er næsten umulige at få øje på. Hvis man har en velkørende kultur kan man spotte de helt små (1-2 mm lange) melorme ved at anbringe en skive gulerod eller et lille stykke mørkt plastik ovenpå klidlaget. Melorme vil søge herind under, enten for at æde af det vandholdige mad, eller for at formindske udtørring. Man kan stadig ikke se dem, kun fornemme at der er noget småt som bevæger sig. Skal man reelt se dem, så må man tage en teskefuld klid op på en tallerken og brede det ud. Melormene kan kun vokse ved at skifte hud jævnligt. Huden er et stift og solidt hylster, hvorpå bl.a. den indre muskulatur er fasthæftet, og den kan ikke vokse løbende. Derfor må den jævnligt udskiftes ved at en større model anlægges under den gamle hud, som så afstødes på et tidspunkt. Den friske, hvide hud er ca 50% større og spiles straks lidt op inden den hærdner og får den lysebrune farve. Der er nu plads til vækst inde i, men efter 1-2 uger må processen gentages. De hvide melorme anses af mange som mere velegnet kost, da huden hos disse ikke er hærdnet og derfor lettere at fordøje.

Den meget vandtætte overflade er svært fordøjelig for mange dyr, og det ses tit, at huden passerer ufordøjet gennem dyrene. I mange tilfælde benyttes melorme til opfodring af fugleunger eller krybdyr og padder, og selvom man håndplukker de hvide larver, så er det ikke altid den rette kost for disse dyr.

Når melormen har nået fuld størrelse, som er ca 2 cm og en tykkelse på 2 mm vil den omdanne sig til en puppe. Puppen er hvid og i nogen udstrækning formet som den voksne bille vil se ud. Derfor forekommer den lidt "alien"agtig. Selvom der inde i puppe sker en nedbrydning af larvevæv og en opbygning af voksenvæv, så kan puppen fra start bevæge bagkroppen, hvis man rører ved den. Mange dyr tager også gerne de hvide pupper som foder. Efter 3-4 uger er udviklingen til voksen bille fuldendt, og pludselig kravler der en hvid bille rundt i kulturen. Det er den nyklækkede bille, hvis hud vil hærdne og blive brun i løbet af et par dage. Indtil da er der adskillige dyr, som gerne æder billerne. 

MELORMEKULTUREN