GRÆSHOPPER

Vandregræshopper anses af mange for at være det allerbedste foder man kan give til sine insektædende hobbydyr. Det skyldes nok ikke alene at de udgør et foderdyr med et rigtig godt ernærningsmæssigt indhold, men også at næste alle insektædere er meget glade for græshopper. Som foderdyr findes der 2 arter af vandregræshopper ( locusts) i almindelig handel. Det er den europæiske vandregræshoppe (Locusta migratoria) og den afrikanske ørkenvandregræshoppe (Schistocerca gregaria). Der findes en del private, som selv avler dem, og der findes mange professionelle avlere rundt om i Europa, nogle af dem producerer mere end 100.000 om ugen.

Fodrings- og ernæringsmæssigt er der ikke nævneværdig forskel på de 2 arter, men der er dog eksempler på at nogle insektædere klart foretrækker den ene slags frem for den anden. Derimod er der en væsentlig forskel på de 2 arters udbredelse og biologi, og det skal man være opmærksom på, når man opdrætter dem, eller bare  passer de indkøbte dyr. Den europæiske vandregræshoppe (L.  migratoria) er udbredt over et meget stort område, som strækker sig fra Nordafrika langs Middelhavet og østpå langt ind over Asien. Desuden findes den også i store områder omkring Afrikas ækvator. Ørken vandregræshoppen (S. gregaria) findes generelt i lidt tørrere områder end Locusta, nemlig i det semiørkenlignende bælte hele vejen rundt om Sahara og mellem ørkenen og savannen. De er således udsat for generelt samme klima, men på grund af de mere tørre levesteder for scistocerca, så tåler denne art højere temperaturer. Desuden kan der være svære fødemæssige udfordringer i det tørre bælte, idet græsser ofte kan være en mangelvare. Schistocerca accepterer derfor i vid udstrækning anden føde end græs. Når de sværmer æder de stort set alt grønt, løg, rodfrugter, akacietræer, figentræer , buske og meget andet. I modsætning hertil har locusta en meget klar præference for græsser.

Der findes en snes arter, som betegnes vandregræshopper. Det er ikke en biologisk gruppe som sådan, men de hører alle ind under markgræshopperne. Det særlige ved disse arter af vandregræshopper er at de kan ændre form og farve hvis de vokser op i tætte bestande. Det er ikke den enkelte græshoppe, der kan ændre form f.eks. som voksen, men det er de opvoksende nymfer, der påvirker hinanden gensidigt ved tæt kontakt og hormonudskillelser af flere slags. I denne situation ændrer farve fra det grønlige til det mere brune eller gullige, deres bagben udvikles en anelse kortere, mens vinger og vingemuskulatur udvikles en anelse bedre. Det hele synes styret af en underliggende logik der kunne være denne ”snart er der ikke mad nok, så mange vi er – så lad os gøre os rejseklare”. Det pudsige er at når de er overgået til denne vandrefase, så yngler de væsentligt bedre. De lægger æg hyppigere og i flere kuld. Alle de opdrættede vandregræshopper i handlen er i vandrefasen. Kun meget sjældent dukker der et grønligt ”hormonforstyrret” eksemplar op i ”stationærfase”. Hvis det er locusta, så ligner den en alm markgræshoppe i kæmpeudgave.

BURINDRETNING

Når  man anskaffer sig en pose græshopper til brug for foder, så skal man sørge for at passe dem rigtigt, for ellers begynder de at dø i en lind strøm 5-7 dage efter anskaffelsen. Rigtig mange mennesker har svært ved at forstå, hvad det vil sige at være nærmest et ørkenlevende dyr. De anbringer græshopper i en boks med utilstrækkelig udluftning og med ”lidt over stuetemperatur”. Jeg har oplevet snesevis af kunder som tror at hvis man borer et par lufthuller og stiller boksen lunt, evt ovenpå et terrarium, så er det vel fint. Men nej, det er det ikke, det svarer billedlig talt næsten til at anbringe et menneske i en uge  i en brusekabine ved 15° uden særlig god luftcirkulation.  

Jeg plejer at sige at vandregræshopper skal have det tørt og varmt og frisk græs hver dag. Og dermed mener jeg faktisk MEGET tørt, MEGET varmt og MEGET frisk  græs. Det vil sige rigtig god udluftning ved net i siderne og temperaturer omkring 30°, gerne lidt højere. Hvis man ikke kan holde denne temperatur skal man anbringe en fatning med en 25W eller 40W pære inde hos dem. Omkring pæren anbringes grene eller ægbakker, således at græshopperne selv kan søge frem til steder med den rette temperatur.

Buret med græshopper skal ikke have bundlag – lad bunden være bar, græshopperne er ligeglade bare de får mad 3 gange om dagen. Og det er helt afgørende vigtigt, at vissent, evt halvfugtigt uspist affald fjernes dagligt. De kan til nød gå på et lag helt udtørret græs, men hvis det er småfugtigt, og det har man ikke altid styr på, så går de til i løbet af en uge.

Hvis du ikke har mulighed for at give dine indkøbte græshopper de helt rigtige vilkår, så er det næsten bedre at lægge dem i køleskabet i en oppustet, tæt plasticpose. Her kan de ligge op til en uge ved 5°.

FODER

Foderet er et afgørende kapitel i græshoppernes pasning, og der hersker et utal af rygter, vandrehistorier og mystiske oplevelser. Men det er ret simpelt, for listen over græshoppernes yndlingsføde toppes af frisk græs. Det kan faktisk være alle slags græs, plænegræs, græs fra marken, majsblade, bambus, tagrør og meget mere. Nummer 2 på listen kan forekomme mærkelig , men det er smerteligt erfaret for mange, for det er: græshopper.  Det jeg har omtalt vedrørende fårekyllinger gælder også her:  de vil æde hinanden i forbindelse med hamskifterne. Det er vigtig at græshopperne har plads til at kunne isolere sig fra mængden et sted hvor de kan hænge med hovedet nedad og glide ud af den gamle ham, og dernæst sidde i fred og ro og hærdne den nye hud. Den første time herefter er de lyse og bløde, og hvis de andre græshopper er godt sultne, så ædes de nyligt hamskiftede. De ædes helt op, så man ser sjældent kadaverrester.

Som alternativt foder kan flere typer af kål benyttes. Locusta kan med lidt tilvænning opfodres alene på kinakål, mens scistocerca gerne tager andre kåltyper også, men helst kun de rigtige og grønne bladpartier. Revne æbler og revne gulerødder omtales nogle steder som egnet, men det er det ikke. De napper lidt i det, af tørst og sult vel, men æder ikke ret meget i længden og trives ikke på det. Min erfaring er at salat slet ikke duer.

Det er sikkert overraskende for nogle, men havregryn og klid (i store flager) tages også gerne af græshopperne, men det skal ses som et led i justeringen af deres væskebalance.  I bund og grund er det væskebalancen inde i kroppen, som styrer græshoppernes ædelyst. Hvis de fodres med uvådt eller halvtørt græs vil de æde meget, hvorimod de ikke æder så meget hvis de fodres med f.eks. regnvådt græs. I sidstnævnte tilfælde vil de så heller ikke vokse så hurtigt. I sådanne situationer kan man supplere med havregryn eller klid, som så gerne ædes og giver bedre tilvækst.

ADFÆRD, VÆKST OG UDVIKLING

Græshopper er nogle livlige, dagaktive insekter, som tilbringer hele dagen med enten at æde eller fordøje. Deres aktivitet derudover sigter alene på at opholde sig ved en passende temperatur, og her er 37° den foretrukne. Græshopperne æder i måltider, sådan at de kaster sig over græsset ved fodringen. Når de har fyldt tarmen søger de op i vegetationen, grenene eller ægbakkerne, hvor de fordøjer et par timer. Dernæst søger de et nyt måltid o.s.v. og det kan så gentages 5-7 gange i løbet af dagen. Man kan give sine græshopper nattero, men de kan sagtens klare lys døgnet rundt; så skal de bare fodres godt og grundigt inden man går i seng. Og de vil vokse hurtigere.

I naturen cirkulerer de rundt i vegetationen morgen, dag og aften, således at de hele tiden undgår de lave eller høje temperaturekstremer. Men de kan klare nattemperaturer ned til 0° eller minus 1 og de kan klare temperaturer op til 45-50°. I naturen vil de ikke flyve før temperaturen når over 25°